Søfartshistoriker Morten Hahn-Pedersen fortæller om Jacobsens Plads
Kategori: Artikler
Søfartshistoriker: Sådan kan skibsbyggepladsen bevares
Det er muligt at redde Jacobsens Plads og at fastholde relationerne til skibsbyggeri på stedet. Det vurderer en af landets førende søfartshistorikere, Morten Hahn-Pedersen, som FAA.dk inviterede til et besøg på den omstridte plads i Troense.
Som tidligere leder af de nu nedlagte søfartssamlinger i Troense og forfatter til en række artikler om Jacobsens Plads har Morten Hahn-Pedersen en særlig indsigt i skibsbyggepladsens historie og i dens bevaringsværdi:
– Som skibsbyggeplads har Jacobsens Plads i Troense i mere end 150 år været et bindeled mellem land og sø. Pladsen er en af de sidste repræsentanter for de hundreder af små skibsbyggerier, som i 1700-, 1800- og begyndelsen af 1900-tallet lå langs de danske kyster. Anlægget fremstår i dag noget brøstfældigt, men den centrale bygning, planhuset, kan sammen med bedding , bolværk og broer reddes for et overkommeligt beløb, vurderer Morten Hahn-Pedersen.
– Det kan lade sig gøre
– Gjort med omtanke og et vågent øje for afledte driftsomkostninger, kan det lade sig gøre at skabe et bæredygtigt bevaringsprojekt, som kan blive til glæde for mange. Folk og både vil fortsat kunne findes på pladsen, der rigtigt tænkt også kan blive et åndehul for både lokale og turister og indgå i kultur- og naturvejledning omkring Troense og Svendborgsund, siger Morten Hahn-Pedersen.
– Simple løsninger
– Et projekt kræver, at man alene fokuserer på at bevare det nødvendige og undgår bemandingstunge løsninger. Enhver fond kigger ligeså meget på bæredygtig drift som på anlægsøkonomi. Minimalt anlæg og bemanding, simple løsninger, frivillighed og eventuelt en driftsfond er det grundlag, der kan redde en perle som Jacobsens Plads, fastslår Morten Hahn-Pedersen.
Fra lystsejlads til rotterede – et dyrt bekendtskab
Fyens.dk 05/03/2017 af Freddy Tolstrup
Da det første skib for over hundrede år siden sejlede ud fra Jacobsens Plads i Troense, var det begyndelsen på en lang og spændende rejse for Jacobsens Plads. I de følgende hundrede år har Jacobsens Plads været base for adskillige store og små drømme – og flere af dem er sejlet ud i den store verden. Nye drømme er kommet til, og Jacobsens Plads har lagt plads og bygninger til stedet, hvor det hele startede.
Det gjorde pladsen også, da den for cirka 18 år siden blev overtaget og taget i brug af Fonden for Jacobsens Plads. Fonden ville også søsætte sit “skib” og sin drøm – blandt andet Danmarks Museum for Lystsejlads. Der var en hal og faciliteterne egnede sig til vedligehold og klargøring af de sejlbåde, som har historisk betydning for eftertiden. Pladsen skulle rumme aktive dele af et museum. På det tidspunkt var der mulighed for at sætte mindre både på land og i vandet ved broerne. Frivillige kunne mødes omkring museet. Det stolte “museumsskib” er nu sejlet ud i verden og ligger flot til kaj i Svendborg på en kajplads, der ikke er mange forundt. Stort tillykke til museet.
Tilbage ligger Jacobsens Plads i Troense. Med rottebefængte bygninger. Et udtryk som anvendes af Mogens Fenne-Frederiksen fra Fonden for Jacobsens Plads i sin kronik i Fyns Amts Avis den 24. februar. 18 år efter fondens overtagelse er pladsen efterladt udpint og nedslidt. Med Fondens deres egne ord “rottebefængt”.
En interessant oplysning til de Troense-borgere, der lever op ad pladsen.
Da pladsen blev købt, var Jacobsens Plads god nok for fonden og til fondens drømme. Bygningerne, pladsen og kajanlægget skulle sættes i stand, javel, men ved kajanlægget lå der i flere år mindre skibe, så helt galt har det ikke været. At der har været mange gode intentioner, er der ingen tvivl om, men fondens knofedt har drejet sig om at få andre fonde, ikke fonden selv, til at betale gennem tilskud til lystsejladsmuseet.
Nu er der ingenting tilbage. Bygningerne på pladsen har ikke været løbende vedligeholdt. Kajanlægget er i en “miserabel tilstand”, og resten er lige så sørgeligt. Der har været en afvikling af pladsen fra det øjeblik, fonden skulle udleve sin drøm.
For andre er det velkendt, at når man overtager en gammel skude eller et gammelt hus, påtager man sig et ansvar for almindelig vedligeholdelse. I hvert fald i Troense. Det gælder også Jacobsens Plads. Det er ikke nok at slå græs. Bygningerne har lidt overlast. Der er store huller i tagene, råd og rotter, ligeledes jævnfør Mogens Fenne-Frederiksens indlæg. Men er det ikke fonden, der har ansvaret for det?
Danmarks Museum for Lystsejllads ligger flot til kaj. På bekostning af Jacobsens Plads, som fonden har haft ansvaret for – og nu er det fondens ønske, at pladsens status skal ændres således, at museet får yderligere penge med på rejsen.
Af Mogens Fenne-Frederiksens indlæg fremgår det, at “lokalt indsamlede midler og lokale ildsjæles indsats er håbløst urealistisk. Der skal større muskler til at løfte den opgave.”
Det kan ikke afvises, at Mogens Frederiksen har ret. I hvert fald når man skal få andre til at betale. Det er (også) fondens erfaring. Så når Mogens Fenne-Frederiksen skriver, at “det er let nok for lokale museumsfolk og andre bevaringsivrige fortalere højrøstet at kræve bevaring og genopretning. Men de kan jo heller ikke anvise, hvor pengene skal komme fra.”
Nej, det er ikke let. Fonden har prøvet det.
Her har jeg et konstruktivt forslag. Frem for at understøtte museet for lystsejllads og andre foreninger i Svendborg mv. kunne fonden tilbageføre de overskydende midler til pladsen og dens retablering, som pladsen i høj grad fortjener. Og sælger fonden for en lav pris til særligt aktive Troense-borgere, er der flere muligheder for de “håbløse ildsjæle” til at få Jacobsens Plads til at vikle sig ud af 18 års fondsbundethed og manglende vedligehold.
Det er musklerne, den er gal med. Ja, men det gør det ikke lettere, at fonden har efterladt en opgave, der er så stor, at det kun er “kæmpefonde”, der kan løfte opgaven. Det er derfor nødvendigt at finde nye “håbløse” drømmere, der vil investere masser af knofedt med en drøm, der kan vokse så langsomt, at alle kan følge med. Måske er det øjnene, der ser, og ikke de store fonde og deres muskler, der giver muligheder? Det er på tide, at fonden bag Jacobsens Plads giver stafetten videre. Det vil være en ansvarlig handling.
Ved et salg til en boliginvestor slukkes og lukkes for mere end 100 års veludførte drømme. Der er folk, der lider skibbrud undervejs. Der er også folk, for hvem drømmen går i opfyldelse.
Fonden for Jacobsens Plads har forsøgt, men det er ikke lykkedes. Selv om det ikke er lykkedes, er det alligevel prisværdigt. Måske skulle fondens medlemmer bare nyde det, de har gjort, og stille sig tilfreds med de forsøg, de har prøvet. De kan lade sagen ligge dér med en stor tak til Troense, som ganske vist på fondens bekostning ikke mister en historisk plads, men som stadig har mulighed for drømme.
Jacobsens Plads er nu helt afhængig af en lokalplan, der holder, hvad den lover og en fond, der tager ansvar og siger tak for lån til og af Jacobsens Plads. Fondens medlemmer kan stille sig ned i en af pladsens huse og kigge op. Gennem taget kan de se på stjernerne og drømme for andre end dem selv, på samme måde som de selv tidligere har gjort. Vi har samme drøm om at bevare gamle træskibe på Jacobsens Plads og udvikle en plads, hvor gamle træskibe, Troense-borgere og andre sammen kan opleve både fortid, forskellige aktiviteter og ikke mindst lystsejlads.
Ændringer skal ske i overensstemmelse med området
Fyens.dk 05/03/2017 af Else Jacobsen
Læserbrev: Nogle kommentarer til kronik af Mogens Fenne-Frederiksen i Fyns Amts Avis 25. februar.
Det er rigtigt, at fonden i 1998 købte Jacobsens Plads for 3,l millioner kroner, men denne pris inkluderede også beboelsesejendommen på den anden side Troense Strandvej. Denne ejendom blev få år senere solgt fra for omkring to millioner kroner.
Planhuset (den firkantede bygning) og materialehuset, der lå langs vejen, og som fonden fjernede, er/var de oprindelige bygninger fra cirka 1850, da Møller-slægten anlagde værftet. Planhuset er iøvrigt bevaringsværdigt ifølge lokalplanen fra 2006 og “skal søges bevaret eller skal genopbygges efter samme grundplan og arkitektur”.
At der tidligere er blevet udstykket til bolig er ikke korrekt. Værftet bestod oprindeligt af to matrikler – det nuværende Jacobsens Plads og der, hvor der er bolig. Matriklen med bolig (her boede i sin tid pladsopsynsmanden) blev solgt fra midt i ’60erne, men ikke udstykket, da der længe havde ligget en bolig her (sandsynligvis fra anlæggelsen af værftet). Den nuværende bolig er blot en erstatning af den gamle – og placeringen den samme.
I de cirka 40-50 år jeg har boet i Troense, har jeg hørt fra både beboere og gæster, hvor godt de synes om og følte sig tilpas i denne “tidslomme”. Der var en særlig ånd og miljø – først som skibsbygningsværft, så handel med kul og koks, siden private bådejere, hvis fartøjer enten lå ved broerne eller stod på land om vinteren.
Dette betyder dog ikke, at der ikke kan ske ændringer, men de burde ske i overensstemmelse med området og lokalplanen – altså erhverv og fritid vedrørende det maritime. Udtømte muligheder? Nogle gange må man selv gøre en indsats, før man søger hjælp andetsteds.
Udtømte muligheder ?
Fyens.dk 24/02/2017 af Mogens Fenne Frederiksen (fondens medstifter)
For at bringe balance i den offentlige debat omkring Jacobsens Plads, vil det være gavnligt at få nogle basale kendsgerninger på bordet.
I 1998 stiftede Mogens Fenne-Frederiksen og Niels Iuel-Brockdorff en fond, der erhvervede Jacobsens Plads for 3.100.000 kroner på en offentlig auktion. Til grund for fonden ligger nogle ideale motiver, hvortil de to stiftere investerede af deres egne midler.
Hvis pladsen ikke skal henligge i sin miserable tilstand med de faldefærdige rottebefængte bygninger, sammenskredet bolværk og et broanlæg, der for længst er saneringsmodent, så skal der som beskrevet tilføres ganske betydelige midler.
Fondens formål var dels “at eje, drive og bevare ejendommen Jacobsens Plads” i tilknytning til Danmarks Museum for Lystsejlads, der dengang var placeret i en lade på Valdemars Slot, dels at skabe mulighed for især børn og unge til at opleve skibsbygningshåndværket og til at øve sejlads som fritidsbeskæftigelse.
Jacobsens Plads er i lokalplanen registreret som en erhvervsgrund og er ikke fredet.
De bestående bygninger og kaj- og broanlæggene var allerede dengang stærkt forfaldne, og de ville kræve en omfattende istandsættelse. Med dette formål for øje er der i årenes løb blevet udarbejdet flere renoveringsplaner med forskellige indgangsvinkler og søgt om finansiering hos de store fonde, der kunne tænkes at hjælpe med at løfte opgaven. Men disse ansøgninger er hver gang endt med afslag fra fondene, selv om vores fond med det store indskud fra de to stifteres side mente at have gode kort og gode begrundelser på hånden.
En del af begrundelsen for afslaget fra Mærskfonden var, at man ikke ville støtte projekter, hvis der ikke var forsvarlig dokumentation for, at projektet på langt sigt kunne generere indtægter nok til at dække fremtidige nødvendige udgifter til drift og vedligeholdelse. Det ville derfor kræve besøg af betalende museumsgæster og dermed øget trafik- og parkeringspres, som området slet ikke er gearet til.
Så sent som i 2016 forsøgte en privat gruppe med stor ildhu og lokal forankring i Troense at søge om støtte blandt andet hos Mærsk til at realisere et meget fint og nænsomt bevaringsprojekt. Også i dette tilfælde måtte man ligesom ved tidligere projekter regne med udgifter i en størrelsesorden på 20 millioner kroner for at genskabe de faciliteter og de anlæg, der ville fremstå som en genopretning af Jacobsens Plads som et bevaringsprojekt.
Dette projekt fik aktiv støtte fra både kommunaldirektøren og den lokale museumsdirektør, og man mente at have så gode forbindelser til Mærskfonden, at det denne gang skulle lykkes at få støtte. Det var derfor en stor skuffelse, at de imod deres forventninger også denne gang fik afslag. Det giver derfor ingen mening at tro, at fornyede ansøgninger ville føre til støtte, når fondene gentagne gange har givet afslag.
Det er på denne baggrund, at vores fond efter 18 års ihærdige forsøg med forskellige gennemarbejdede renoveringsforslag må erkende, at alle muligheder for at fortsætte med Jacobsens Plads som et seriøst bevaringsprojekt må anses for udtømte. Det er let nok for lokale museumsfolk og andre bevaringsivrige fortalere højrøstet at kræve bevaring og genopretning. Men de kan jo heller ikke anvise, hvor pengene skal komme fra.
Fondens primære formål kan altså ikke realiseres. Hvis fondens bestyrelse kommer til den beslutning, kan bestyrelsen ifølge vedtægterne derfor beslutte at realisere grunden, at opløse fonden og uddele pengene til vedtægtsbestemte sekundære formål, det vil sige at dele provenuet mellem Danmarks Museum for Lystsejlads i Svendborg og en fond til støtte for foreninger, institutioner eller personer i Svendborg Kommune, der arbejder til gavn og støtte for børn og unge eller for nødstedte personer i kommunen.
Fonden vil naturligvis være forpligtet til at søge det størst mulige provenu til uddeling for at fremme disse formål, der vel at bemærke vil komme den maritime museumsverden og hele kommunen til gode.
Hvis pladsen ikke skal henligge i sin miserable tilstand med de faldefærdige rottebefængte bygninger, sammenskredet bolværk og et broanlæg, der for længst er saneringsmodent, så skal der som beskrevet tilføres ganske betydelige midler. Derfor undersøges det nu, hvad den 4.255 kvadratmeter store grund kan anvendes til, det være sig erhverv, boliger eller en blanding, der kan skaffe midler til at rette op på den nuværende trøstesløse og forarmede tilstand.
Man må i øvrigt ikke glemme, at Jacobsens Plads allerede i 1920 måtte opgive det egentlige træskibsbyggeri, idet de gamle sejlskibe ikke mere kunne klare sig i konkurrencen med motorskibene. Derefter slog Gunnar Jacobsen sig på handel med kul og koks, og i 1926 opførte han kulhuset – den store rødmalede træbygning med bliktaget, hvor der blev oplagret kul og koks. Denne største og mest synlige bygning på pladsen har således slet ikke noget med skibsbygning at gøre.
Efterhånden blev pladsen kun brugt som oplagsplads indtil 1974, hvor Michael Kiersgaard lejede sig ind på pladsen og i nogle år arbejdede med reparation og ombygning af gamle træskibe. Disse aktiviteter ophørte i 1985, da Kiersgaards efterfølgere flyttede hele butikken til Ærøskøbing. Fra 1985 og indtil 1998 har pladsen fortsat henligget i Jacobsenfamiliens private ejerskab i sin nuværende tilstand skarpt kontrolleret af et medlem af den gamle ejerfamilie, indtil fonden overtog ejendommen i 1998.
På den oprindelige Jacobsens Plads havde familien bygget sin private bolig. Denne blev i nyere tid udstykket på en separat matrikel. En privatbeboelse er således ikke en fremmed størrelse på Jacobsens Plads i historisk perspektiv.
Det er ikke overraskende, at lokale Troense-beboere gerne vil bevare pladsen til eget brug. Men at tale om et bevaringsprojekt med lokalt indsamlede midler og lokale ildsjæles indsats er håbløst urealistisk. Der skal større muskler til at løfte denne opgave.
Og når de lokale museums- og bevaringsfolk rutinemæssigt også støtter de lokale beboere i at “bevare Jacobsens Plads”, så taler man faktisk mod bedre vidende. Man har selv måttet erkende, at end ikke med deres opbakning og forbindelser kunne der skaffes midler til det.
Fondens bestyrelse styrer ikke nødvendigvis imod boligbyggeri på grunden, men Troense Strandvej er jo allerede et villakvarter, hvor de andre beboere for længst har skaffet sig en bolig i dette dejlige område. Jacobsens Plads er jo heller ikke det eneste historiske minde om tidligere stolte erhverv, der ikke kunne overleve. En gang var Tåsinge og Sydfyn landskendte for sine blomstrende frugtplantager. De blev også efterhånden tvunget til at give op, og plantagerne blev udstykket til de boligparceller, hvor rigtig mange Troense-borgerne i dag har deres hjem.
Jacobsens Plads: Borgere vil stifte forening
Troense: Det må ikke komme til boliger på grunden ved strandværftet Jacobsens Plads i Troense.
Det er ellers det, Fonden Jacobsens Plads, der ejer værftet, ønsker, da det ikke er lykkes at rejse penge til nænsomt at forvandle stedet til en formidler af kystkulturarven gennem forskellige maritime aktiviteter.
Men nu vil en lille flok Troense-borgere med hjerter, der banker for bevarelse, stifte en forening, der kan arbejde videre med det, som fonden nu har sluppet tanken om til fordel for boligbyggeri.
Vi tænkte, at vi må gøre et eller andet. Fonden har skrevet, at de har gjort alt for projektet dernede, men det mener vi ikke, de har. Vi vil i hvert fald gerne forsøge at bidrage til processen ved at prøve at arbejde fra græsrødderne og op.
Thomas Dam Jensen, borger i Troense
– Vi tænkte, at vi må gøre et eller andet. Fonden har skrevet, at de har gjort alt for projektet dernede, men det mener vi ikke, de har. Vi vil i hvert fald gerne forsøge at bidrage til processen ved at prøve at arbejde fra græsrødderne og op.
Sådan siger Thomas Dam Jensen, en af borgerne bag initiativet til den stiftende generalforsamling i Foreningen Jacobsens Plads, der vil finde sted 21. februar klokken 19.30 i Troense Bådelaugs hus.
Foreningstanken bygger på den stemning, der er i Troense for tiden oven på nyheden om, at fonden ønsker at sælge Jacobsens Plads til boligbyggeri.
– Det er noget, alle i byen går op i. Der er ingen, der ønsker boliger dernede, lyder det fra Thomas Dam Jensen.
Derfor forventer han, at der bliver et pænt fremmøde og lige så pænt medlemstal i den nye forening. Og derefter er det bare at tage fat.
– Vi er ikke bange for at gå i gang med det, vi nu engang har. Maling koster ikke det store, og frivilligheden er der, siger han.
Når der så er startet i det små, kan arbejdet med at gøre Jacobsens Plads til maritim kulturformidler gå i gang.
– Det handler om, at der kommer til at ske noget dernede. Ikke bare for de lokale. Man kunne lave et samarbejde med Museet for Lystsejlads om at nogen gik og restaurerede skibe. Og der kunne være nogle ungdomsaktiviteter, eller søspejderne kunne holde til der, siger han.
For selv om det vil blive op til foreningen at definere, hvordan der skal arbejdes videre, er skitsen til formålet tegnet.
– Det er, at stedet skal være genkendeligt som det, det var engang, nemlig strandværft, også om mange år. Tiden skal have lov til at stå stille. Der behøver ikke ske den store udviking dernede, siger Thomas Dam Jensen.
Havneudvikling. Mere musikalitet og mangfoldighed, tak
Fyens.dk 05/02/2017 af Jørgen Frederiksen formand i Foreningen til bevarelse af Svendborg Havn
Der sker også gode ting på Svendborg Havn, det skal man huske sig selv på. Svendborg er på en måde begivenhedernes havn. Der er de rent maritime begivenheder. Der er Silver Rudder, der er afslutningsfesten til Fyn Rundt for bevaringsværdige træskibe, der er regatta med klassiske lystfartøjer, der er æbleræs og så videre.
Der er aktiviteter på Frederiksøen. Der er plads til kunstnere og drømmere, til fest, foredrag og til lystfartøjsmuseum. Fortsat er der aktivitet hos Ring Andersens træskibsværft, og igen er der gang i et værft for rigtig store skibe hos Petersen og Sørensen, hvor Samsøfærgen i skrivende stund rager højt og flot op over den blå dok.
Det virker som om byens udvikling styres i en febrilsk leflen for ethvert initiativ, der indebærer ny bygningsmasse. Stemningen er, at hvis ikke vi hopper på toget, kører det uden os.
Hvis man går en tur ned på Baagøe & Riber-grunden kan man endnu se gamle trælader til tømmer, gamle utransformerede pakhuse og en prægtig villa, der i sin tid tilhørte ejeren af det imponerende kompleks. De rødmalede træhuse var karakteristiske for maritime miljøer langs kysterne i Danmark. Og langs Svendborg Sund findes fortsat et par reminiscenser. Eksempelvis på Jacobsens Plads i Troense. Dette sted sammen med Baagøe & Ribergrunden skal man huske at få besøgt i den nærmeste fremtid. Og man skal huske at tage godt med fotografier. For såvel Baagøe & Riber-grunden som Jacobsens Plads i Troense er i overhængende fare for at undergå en transformation til det uigenkendelige.
De fleste såvel almindelige borgere som byrådspolitikere vil påstå, at de er uhyre bevidste om Svendborgs maritime kulturarv og ikke mindst om den vigtige betydning den med sine skibe og sine kystnære industrimiljøer har for denne egn. Alligevel øjnes der en helt tydelig tendens til at alt dette underkendes, når en investor melder sig på banen. Der udvises imødekommenhed til krav om ændringer af bevaringsværdige områders status og til nedrivninger af historisk betydningsfulde bygninger.
“Så bevaringsværdige var de nu heller ikke”, må ræsonnementet være. Der gives efter i forhold til bebyggelsesprocenter, begrænset tilgængelighed og byggehøjder.
Der ligger i kommunens eget arbejde for udviklingen af Svendborg Havn en masse planer med virkelig gode intentioner. Der findes et materiale, der dokumenterer, at Svendborg Havn er Danmarks bedst bevarede erhvervshavn i forhold til fortsat eksisterende spor gennem dens historie. Men i det bybillede som øjnes i en nær fremtid vil disse autentiske elementer forekomme som et miniputlandskab i Legoland, fordi den ny kontekst er totalt ude af proportioner.
Denne eftergivenhed begrundes med, at det kun således er rentabelt at udvikle nye boliger langs Svendborg Havn. Men hvis det er sandt, så er boliger her måske slet ikke det rigtige. Måske er bygningsmassen slet ikke det rigtige. Det virker, som om byens udvikling styres i en febrilsk leflen for ethvert initiativ, der indebærer ny bygningsmasse.
Stemningen er, “hvis ikke vi hopper på toget, kører det uden os”. Men det er som Gary Larson-tegningen, hvor en ko i køen til slagteren forsøger at snyde sig foran. Man synes ikke at fatte at denne hovedkuls udvikling smadrer alt det, der gjorde Svendborg til noget særligt.
Måske er eksempelvis parken, som en lokal arkitekt i sin tid foreslog, alligevel det bedste forslag, hvis man fraregner selvsamme forslags idé om et højhus på vej mod Christiansminde. Der er masser af tom bygningsmasse i Svendborg, samt ledige byggegrunde. Men så længe man er klar til at demontere det ene historiske vigtige miljø efter det andet direkte i vandkanten for at udvikle boliger, ja, så er det jo det umiddelbart mest attraktive.
Men vi skal bare huske på, at vi, hver gang vi demonterer et historisk vigtigt anlæg til fordel for boliger, gør vores egn kulturelt fattigere. Element for element fjernes det, der gør stedet til noget særligt. Med den pågående afvikling af byens særkende, dens intimitet, detaljerigdommen i facaderne, træladerne på havnen og ikke mindst begrænsningen af formel eller uformel offentlig tilgængelighed i kommende boligområder, så er Svendborg som alle andre byer, blot med en beliggenhed, der før gjorde den eksotisk, men nu alene afsides.
Det er som om, at ledende skikkelser i Svendborg har sat sig for at modbevise den antagelse, at byens vigtigste varemærke er det, der knytter sig til vores maritime kultur og historie.
Der konkurreres om værtsskab til gymnastikstævner, postes penge i omfattende planer for idrætsanlæg, der arrangeres cykelløb og filmfestivaler. Og det er alt sammen godt nok, men måske er byrådets prioriteringer lidt fantasiløse. Hvis vi kigger på alle de andre middelstore byer, så er det lige præcis de samme ting, som de arbejder med, om end ofte i endnu støre skala. Således ender Svendborg som en blandt alle de andre. Altså ordinær.
Med afsæt i havnens status som Danmarks bedst bevarede har vi endnu muligheden for at udmærke os som noget helt særligt. At tilbyde noget de andre ikke har. Eksempelvis muligheden for at sejle helt ind i historien. Sejle ind i et pittoresk og poetisk havnerum, hvor der fortsat ligger træskibe, arbejdsflåder, flydedokke, små færger, slæbebåde, isbrydere og lystfartøjer. Men også små erhvervsbygninger, trælader, proviantbutikker, uanvendte arealer, oplagringspladser, gyder, projekter i venteposition. Sprækker hvor fantasien fortsat kan vokse – for fattig og rig, ung og gammel, fastboende og gæst.
Med en boligmasse så omfangsrig som meget tyder på og med et vaklende byråd i spørgsmålet om prioritering af ovenstående er der grund til at frygte, at der i det nye bybillede ikke levnes plads til mangfoldigheden på Svendborg Havn. Således bliver det også mere og mere krampagtigt at høre afvisninger på en hver sammenligning med boligbyggeriet på Nyborg Havn eller andre havnebyer, hvor netop boligbyggeriet har lagt kajerne øde.
Det er ikke alene skibene, der skaber stemning på Svendborg Havn. Det er ikke alene bygningerne eller kajerne. Det er samspillet, og hvis man fjerner et medlem i dette orkester, så er festen forbi. Med dette skal således udtrykkes et inderligt ønske om at Svendborg byråd vil udvise mere musikalitet i deres arbejde med Sydfyns maritime kulturarv samt by og havneudvikling i Svendborg.
Politikere ønsker ikke boliger på Jacobsens Plads
Troense: Det ser ikke umiddelbart ud til, at der er politisk vilje til at give tilladelse til boliger på Jacobsens Plads i Troense, sådan som ejeren ønsker det.
Spørger man lederne af de to største partier i byrådet, er svaret negativt.
– Det har vi et helt klart svar på, siger Bo Hansen (S).
– Den nuværende lokalplan er ret præcis i forhold til bevaringsværdi og målsætning, og vi kommer ikke til at lægge stemmer til boligbyggeri.
– Bygningerne er i dårlig stand, men det er ikke et argument i sig selv. Vi synes i stedet, at området skal løftes, så det kan anvendes af offentligheden. Jeg håber, borgergruppen har ambitioner om at løfte området. Vi vil i hvert fald gerne præsenteres for et alternativ til at lade det ligge hen som nu.
– Det er jo kommunen selv, der har defineret, at der skal passes godt på, at den bevarede kulturarv ikke ændres. Når vi har så præcis en plan, giver det ikke mening, hvis vi begynder at ændre i den, siger Bo Hansen.
Lars Erik Hornemann (V) forstår slet ikke, at spørgsmålet overhovedet kommer på bane.
– Jeg forstår ikke helt, hvorfor fonden lige pludselig ønsker at sælge det som en villagrund. Det savner jeg en god begrundelse for, men det skal også siges, at jeg heller ikke talt med dem om den sag endnu, siger han.
Han ser i stedet perspektiver i, at der er borgere, der er indstillet på at restaurere stedet.
– Nu kan det måske blive borgerdrevet, hvis der er en forening, der kan tage over, og når der er borgere, der gerne vil realisere det projekt, som vi fra kommunen jo også har bakket op om, så forstår jeg ikke helt, hvorfor man ikke er tilfreds med det. Det var jo netop det, de gerne ville med fonden, og som var formålet for den.
– Borgerne vil lægge en masse ressourcer og energi i det, og så længe det sker, er der ikke noget behov for at ændre på noget, synes jeg. Jeg lægger i hvert fald meget stor vægt på den bevarende lokalplan.
K er i dialog
Lidt mildere toner lyder fra de konservatives Henrik Nielsen.
– Nu holder vi først og fremmest et møde med ejerne for at høre, hvad det er, de ønsker. Men vi lytter selvfølgelig også til, hvad der rører sig i området. Det er positivt, at der er borgere, der er interesserede i at løfte opgaven med at bevare stedet. I den forbindelse er der en økonomi, der skal på plads, og der må vi se, hvordan vi kan balancere det mest hensigtsmæssigt, siger han.
– Vi har tidligere været i dialog med fonden, hvor vi syntes, de skulle arbejde videre med at realisere den seneste plan. Det lykkedes ikke, så nu må vi se, hvad vi så kan gøre. Det er klart, at de har en interesse i at få så meget økonomi som muligt ud af det.
– Jeg har ikke nærlæst den bevarende lokalplan endnu, men den vil også indgå i dialogen, og det skal være gode argumenter, der kan tilsidesætte sådan en lokalplan. Afsættet må dog være, at den skal respekteres. På den anden side kan bygningerne også nogle gange have ændret sig så meget gennem årene, at bevaringsværdien kan være så forringet, at stedet ændrer status. Det ved jeg ikke, men i første omgang som sagt en dialog med ejerne.
Troense-sag sættes på standby
Troense: Det bliver ikke lige nu, der kommer et svar på tilbuddet fra en borgergruppe om at købe Jacobsens Plads af fonden af samme navn. Bestyrelsesformand Bent Krogh-Jensen har godt set i avisen, at der er nogen i Troense, der gerne vil købe grunden, når den en gang sættes til salg, men han har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt.
– Vi har lige mistet et bestyrelsesmedlem (lensbaron Niels Iuel-Brockdorff. red.), og vi er slet ikke parate til at forhandle med nogen lige nu, siger han.
– Men vi har heller ikke travlt. Nu har vi i 18 år forsøgt at skabe en god løsning for Jacobsens Plads, og det er desværre ikke lykkedes. Vi vil i stedet overveje, hvad der skal ske. Uanset hvad, så skal grunden sælges, da vi ikke kan leve op til det oprindelige formål med at etablere et maritimt projekt på stedet.
– Som tidligere sagt, er der nogle juridiske spørgsmål omkring anvendelsen til boliger, som skal undersøges, men det haster slet ikke. Vi skal nu have defineret, hvad der så skal ske, men en ting er sikkert: Provenuet af et salg skal gå til et almennyttigt formål, siger Bent Krogh-Jensen.
Hvem der i givet fald tilgodeses, er ifølge formanden heller ikke endeligt besluttet. Han bekræfter dog, at Danmarks Museum for Lystsejlads er med i bestyrelsens tanker.
Og på den måde vil en ring eventuelt blive sluttet, for det var netop med det museum i tankerne, at grunden blev købt af fonden tilbage i 1998.
Jacobsens Plads
1848: Baron Iuel-Brockdorff, Stamhuset Thorsing (Valdemars Slot, red) lejer to strandhaver ved Troense Strandvej til skibsbygmestrene brødrene Hans og Christen Møller, som anlagde en skibsbyggeplads med blandt andet det planhus, der stadig står i dag og er bevaringsværdigt i kategori 3.
1850: Stabelafløbning for værftets første nybygning, skonnertbriggen “Peter & Lauritz”. Værftet sydede af aktivitet, og flere store skonnerttyper blev søsat fra pladsen.
1888: Rasmus Møller, der var søn af den ene af de to ejere, stopper værftsaktiviteten, da han overtager færgeriet ved Vindeby. Derefter lå pladsen bare stille i nogle år.
1891: Zakarias Thorvald Jacobsen, der er færing, overtager værftet, og der bliver igen livligt på stedet.
1920: Den tremastede sletskonnert “Neptun” bliver den sidste nybygning på værftet. Efterkrigstidens afmatning på fragtmarkedet og konkurrencen fra motorskibene kunne også mærkes i Troense. Jacobsen slog sig på handel med kul og koks, og værftet ændrede karakter til oplagsplads.
1926: Kulhuset opføres.
1940’erne: Reparationsarbejderne ophører.
1950’erne og 1960’erne: Lokale lystsejlere benytter stedet som ophalerplads for deres både.
1974: Skibsbygger Michael Kiersgaard etablerer “Troense Træskibsværft” på stedet. En stigende interesse for at bevare gamle træskibe gav ordrer på flere af slagsen, blandt andet ombygning og rigning af den tremastede bark “Kaskelot”. Da det gik bedst, beskæftigede værftet 20 mand.
1979: Kiersgaard indgår kompagniskab med Poul Hartvig Nielsen og fire år senere også dennes bror Bent. 1985: Michael Kiersgaard bruger mest sin tid på chartersejlads, og af ukendte årsager vælger brødrene Nielsen at forlægge til Ærøskøbing. 10 mand bliver arbejdsløse i Troense, og Jacobsens Plads har ligget hen siden.
1998: Jacobsens plads købes for 3,1 millioner kroner af et konsortium bestående af netop afdøde lensbaron Niels Iuel-Brockdorff, tidligere Kompan-direktør, Mogens Fenne Frederiksen, England og Poul-Jørn Lindberg, PAM-Holding A/S. Der etableres en fond med navnet Fonden Jacobsens Plads. Formålet er “at eje, drive og bevare ejendommen Jacobsens Plads, Troense”. Tanken var i første omgang at skabe aktiviteter i forbindelse med museet for lystsejlads, der dengang boede på Valdemars Slot. Senere har flere projekter været på tale, blandt andet et søfartsmuseum. Senest et maritimt kulturprojekt med renovering af joller og andre fartøjer, udlejning af bedding, kajaksejlads og fritidsfiskeri, et historisk informationscenter samt en badeklub.
2017: Fonden Jacobsens Plads opgiver af finansiere projektet og ønsker tilladelse til at sælge grunden til boligformål. En borgergruppe ønsker at overtage den for at bevare stedet for dets rekreative og kulturelle værdi.