Bevar den maritime kulturarv

Fyens.dk 17/01/2017

Carl Elmer Schön, gæstesejler, Ulvegade, København.

Læserbrev: Har man veneration for dansk søfartshistorie, således også for de fantastiske småværfter, der har været med til at tegne Sydfyn som et af Danmarks maritime centre, så kunne man i flere omgang blive nedslået ved læsning af FAA 6/1.

Første gang ved omtalen fra Rudkøbing, hvor kommunen ikke prioriterer bevarelse af beddingsanlægget ved det lukkede bådebyggeri. Dernæst i den følgende artikel, hvor det blev annonceret, at Jacobsens Plads; det gamle strandværft i Troense, med stor sandsynlighed ender som villaer.

Hvis det går som så, vil der blive sat punktum for maritim kulturarvsbevaring ved to helt unikke anlæg i Det Sydfynske Øhav. I begge tilfælde henvises til, at de forfaldne anlæg vil være for dyre at sætte i stand. Man undrer sig over, hvorfor det er kommet så vidt.

Det fremgår, at der har været søgt om støtte til at udvikle et maritimt projekt på Jacobsens Plads, men at man ved afslaget om fondsstøtte har besluttet at sælge – sandsynligvis til boligbyggeri. En trist løsning. Ejerfonden vil donere overskud til sociale formål.

Spørgsmålet er, om det i denne specifikke sammenhæng ikke ville være bedre at donere Jacobsens Plads til Troense Beboerforening eller et lignende initiativ med lokal forankring med en klausul om, at stedet skal bevares som offentligt tilgængeligt maritimt kulturmiljø.

Både i Rudkøbing og i Troense har lokale initiativer vist vejen med afsæt i gode traditioner fra andelsbevægelser, folkeaktier og lignende. I Troense har man genåbnet den gamle købmand og i Rudkøbing har man restaureret Ørstedpavillonen og det gamle træpakhus og senest badeanstalten, hvor lokale simpelthen bare er gået i gang. Fantastiske initiativer som er groet nedefra, hvor man har løftet i flok og hvor medejerskabet har været motiverende drivkraft.

Projekterne har opnået støtte i forlængelse af lange seje træk, og mon ikke det samme ville kunne lade sig gøre på beddingen i Rudkøbing med grønt lys fra kommunen og på Jacobsens Plads, hvis det formelle ejerskab og dermed medejerskabsfølelsen blev overdraget til lokale brugere, i hvis hænder ideerne kunne vokse langsomt, men stødt.

Stederne findes endnu og drømmene lever rundt omkring. Om stederne skulle leve videre en tid i deres, om ikke andet, så pittoreske forfald er dog at foretrække frem for det i avisen forelagte – nemlig kulturarvens totale forsvinden.

Der er meget miljø at bevare

Fyens.dk 28/08/2002

SYDFYN: Sydfynske lokaliteter er rigt repræsenteret blandt de miljøer, som museumsinspektør på Langelands Museum, Ole Mortensøn, gør opmærksom på i en nyligt udkommet rapport “Fynske kystmiljøer”.

To søkøbstæder er særlig nævnt, nemlig Ærøskøbing som 1800-tallets lille provinsby med en velbevaret gammel havn. Og Svendborg er i bogen repræsentant for 1900-tallets industrihavn med et stort register af de aktiviteter som kendetegnede en større provinshavn.

Rapporten giver mange roser til Troense, der beskrives som den bedst bevarede og mest charmerende tidlige 1800-tals skipperby. Forfatteren mener, den rangerer på højde med Dragør og Sønderho. Pilekrogen er den tilhørende, uforstyrrede naturhavn, hvor områdets ældste skibsbyggeri foregik.

Blandt udvalgte skipperbyer er Ommel som eksempel på den sene skipperby, fremvokset i årene fra ca. 1860 til 1910. Forfatteren skriver, at byen desværre er præget af forfald og manglende omsorg for husenes særpræg.

Rudkøbing nævnes som den eneste fiskerihavn i det sydfynske område, der har et havnebassin omkranset af velholdte garnhuse.

Derimod er samtlige de tre havneanlæg, som nævnes, fra Sydfyn. Det er Marstal Læmole, Spodsbjerg fiskerihavn og Drejøs gamle havn, som er en velbevaret øhavn fra slutningen af 1800-tallet.

Rapporten nævner også bl.a. Ladepladsen i Lundeborg, Frederiksøen i Svendborg og Jacobsens Plads i Troense. Og så er der masser af eksempler, som kan give byernes planlæggere noget at tænke over.

– Og det er på tide at overveje og planlægge, hvis disse særlige kystmiljøer skal bevares, understreger Ole Mortensøn.

Nabo tabte sag om nyt lystbåde-center

Fyens.dk 24/05/2001

TROENSE: Et nyt internationalt center for klassiske lystbåde er blevet forsinket i to år, fordi naboen til Jacobsens Plads i Troense på Tåsinge, der skal lægge grund til centeret, klagede til Kystdirektoratet og Trafikministeriet. Naboen mente, at pladsens nye ejere lagde beslag på nogle pæle ude i sundet, som tilhørte klageren.

Både Kystdirektoratet og Trafikministeriet har nu givet den historiske skibsbygningsplads’ nye ejere medhold i, at pælene tilhører Jacobsens Plads, der for nogle år siden blev købt af Fonden Jacobsens Plads.

Det gamle træskibsværft fra midten af 1800-tallet skal nu genopføres, så det kommer til at ligne det oprindelige træskibsværft.

– Det er et stykke dansk kulturhistorie, som ikke må gå tabt, siger den ene af ejerne, lensbaron Niels Iuel-Brockdorff, Valdemars Slot.

Det vil ifølge Niels Iuel-Brockdorff koste syv millioner kroner at genopføre pladsen og etablere det ny center for de klassiske både. Det beløb skal fonden nu ud og finde. (ritzau)